The Finale of Twilight

Vil lave et lille indlæg dedikeret til twilight. Idag var jeg inde og se den sidste film sammen med min mormor – min movie makker. Og det er en ret stor ting for mig. Jeg siger det ikke tit, faktisk aldrig, men jeg elsker twilight og har gjort det lige siden 5 klasse. Historien er legendarisk, og kan fortolkes igen og igen. Hvis man kigger bag mediaopblusset og det overfladiske tøset det er blevet til (som jeg HADER) så er twilight fantastiske bøger som man ikke kan andet end at lade sig medrive.
På en eller anden måde (og det her kommer til at lyde corny) har twilight altid været der for mig. Hvis jeg var ked af det, var det det bedste middel til at blive glad. Hvis jeg var sur var det det bedste til at få  ned på jorden igen. Og var jeg tom for håb så kunne en halv time med min ynlingsbog gøre det godt igen. Jeg savner dagene hvor twilight ikke var noget overfladisk, men noget dybt. For tro det eller ej, det var det engang.

Filmen idag var den sidste. Og den bedste. Jeg går overdrevet meget op i film (som i alle film) og denne her var mere en din typiske twilight film. Twistet til enden var genialt og jeg var ved at falde om af spænding. Jeg tror enda jeg kom til at skrige lidt på et tidspunkt. Min ben rystede stadig da vi fumlede ud af biografsalen igen. Uden at komme til at lyde som nogen film kritiker så var filmen den perfekte afslutning på en æra.